Roskilde Festival, Rollebeskrivelser

Elev

Grundet stort flow af patienter, og dermed meget begrænset tid til uddannelse, er dette det laveste niveau, der arbejder som samarit på festivalen.

Elever arbejder primært i modtagelsen i vagten og håndterer patienter efter tildeling fra visitatoren.

Der kan tildeles videredelegerede kompetencer fra visitatoren til den enkelte patient.

Ved tvivlsspørgsmål kontaktes vejlederen, der kan assistere til videre behandling og eventuelt tildele flere videredelegerede kompetencer til behandling af patienten.

Behandleren, der afslutter behandlingen, kan være visitator, vejleder eller en anden behandler.

Elever kan indgå i behandling i behandlingsrum, hvor de hjælper den behandler, der har ansvaret for patienten.

Assistent

Assistenter kan arbejde i modtagelsen i vagten og håndterer patienter efter tildeling fra visitatoren.

Der kan tildeles videredelegerede kompetencer fra visitatoren til den enkelte patient.

Ved tvivlsspørgsmål kontaktes vejlederen, der kan assistere til videre behandling og eventuelt tildele flere videredelegerede kompetencer til behandling af patienten.

Behandleren, der afslutter behandlingen kan være visitator, vejleder eller en anden behandler.

Assistenter indgår også som del af et akutteam, hvor de assisterer behandleren på teamet og indgår i behandling i behandlingsrum, hvor de assisterer den behandler, der har ansvaret for patienten.

Behandler

Behandlere kan arbejde i modtagelsen i vagten og håndterer her patienter efter tildeling fra visitatoren.

Behandlere arbejder på egne generelle kompetencer

Behandlere indgår også som del af et akutteam, hvor de har ansvaret for udkaldet. Under udkaldet refererer man til den ansvarlige på beredskabskontoret (kaldetal 00), der forestår al kommunikation i forhold til den igangværende opgave og eventuelt nye opgaver undervejs.

Behandleren sørger for, at patienter behandlet på akutteam efterfølgende bliver noteret i henvendelsesloggen.

Behandlere indgår også i behandling i behandlingsrum, hvor de har ansvaret for behandling af patienten. Ved behov for hjælp fra sygeplejerske og/eller læge, kan disse kontaktes efter nærmere aftale med vagtlederen.

Medic

Medic skal være uddannet behandler. Udkald foretages på elcykel, hvorfor det er nødvendigt at man kan håndtere en cykel med udstyr.

Medic kan blive sendt ud til hurtig vurdering og behandling af patienter, eller til assistance af akutteam. Under udkaldet refererer medic til beredskabskontoret.

Når medic ikke er på udkald, arbejder man som samarit i vagten.

Bagvagten for medic er under festivalen til stede på beredskabskontoret, og tilladelser fra bagvagten kan indhentes via ansvarlig samarit på beredskabskontoret.

Vagtleder

Vagtlederen skal være uddannet leder 3. Enkelte vagter med lav belastning og bemanding kan dog besættes med en leder 2.

Vagtlederen er samariterleder i vagten og har ansvaret for afvikling af vagten, herunder at stille de nødvendige akutteams til udkald, i tæt kommunikation med beredskabskontoret.

Vagtlederen har ansvaret for, at alle patienter får den nødvendige behandling. Ansvaret for patienter uden for vagten, samt kommunikation med akutteams, ligger dog hos den ansvarlige på beredskabskontoret.

Vagtlederen har ansvaret for samaritterne, herunder at sørge for de får tid til forplejning, vurdere behov for defusing og sørge for diverse forefaldende ting.

Vejleder

En vejleder skal være en erfaren behandler.

Vejlederen skal befinde sig i området ved småskaderummet og være til rådighed for de elever og assistenter, der behandler patienter her.

Vejlederen er den primære ressource for disse og har til opgave at vejlede i behandling af patienterne og kan videredelegere en generel kompetence til behandling af patienten.

Visitator

Visitatoren skal have erfaring som behandler.

Visitatoren står ved indgangen til vagten og sørger for at notere alle patienter på henvendelsesloggen. Patienter hentet af akutteam noteres dog af ansvarlig behandler.

Visitatoren tildeler patienter til samaritter efter alvorlighedsgrad og ankomstrækkefølge.

Der kan eventuelt videredelegeres en generel kompetence til en elev/assistent til behandling af patienten.

Hvis der kommer henvendelser i døren fra publikum eller andre, der kræver udsendelse af akutteam, sørger visitatoren for at meldingen bliver givet videre til vagtlederen eller tavlekoordinatoren.

Vagtlederassistent

Som Vagtlederassistent skal man være uddannet behandler.

Vagtlederassistent rolle er at støtte vagtlederen i udsendelse af akutteams og chauffører, og at opdatere tavlen med status på samaritterne i vagten.

Der skal altid være mindst et akutteam klar til at blive sendt ud, og når disse disponeres, sørger Vagtlederassistent for at markere det næste team, der skal afsted og at orientere både behandler og assistent om, at de nu er først i køen til at blive sendt ud.

Det aftaltes nærmere med vagtlederen, i hvilken grad de næste teams i køen skal være klar (skal nr. 2 i køen f.eks. have jakke på, må nr. 3 i køen tage større behandlinger m.m.)

Vagtlederassistent sørger for at notere på tavlen, når et akutteam kommer retur.

Vagtlederassistent støtter desuden vagtlederen med praktiske ting, som f.eks. hvem der mangler at spise.

Scenekoordinator

Rollen som scenekoordinator kræver erfaring med at arbejde som behandler.

Scenekoordinatoren er, ved de tildelte koncerter, til stede ved den pågældende scenes førstehjælpstelt, hvor der også vil være et hold af læger og sygeplejersker til stede.

Læger og sygeplejersker er ansvarlige for behandlingen af patienterne.

Scenekoordinatoren har ansvaret for koordinering af transport til patienter, i samarbejde med beredskabskontoret. Transportformer kan f.eks. være akutteam, chauffør med/uden akutteam eller ambulance.

Beredskabskontorsleder

Ansvarlig på beredskabskontoret, kræver erfaring som samariterleder 3. Omtales også som ansvarshavende samarit. Denne funktion benævnes ofte 00, da det er kaldetallet på vores radionet for beredskabskontoret.

Ansvarlig på beredskabskontoret er samariterleder for akutteams og har til opgave at koordinere fornøden hjælp til patienter udenfor vagten og at have radiokommunikation til samaritter udenfor vagten.

Der skal tages imod henvendelser fra diverse kilder (beredskabskoordinatorer, security, 112 m.m.). Henvendelser om nye patienter kan også komme fra vores egne akutteams. Derudover vil der indgå bestillinger på ambulancer og anden transport fra vagten. Disse henvendelser skal vurderes og prioriteres, så den fornødne hjælp kan sendes i prioriteret rækkefølge.

Rekvisition på akutteam og/eller chauffør sendes til vagtlederen, der sørger for afsendelse. Når akutteam og chauffører befinder sig uden for vagten, sker kommunikationen direkte til beredskabskontoret.

Rekvisition på ambulance, lægeassistance, assistance fra DOT, security, politi m.m. sker ved henvendelse til pågældende myndighed på beredskabskontoret.

Beredskabskontorsassistent

Assistent på beredskabskontoret, kræver erfaring som behandler og gerne uddannelse som samariterleder 2.

Assistenten på beredskabskontoret har til opgave at hjælpe ansvarshavende på beredskabskontoret og indgår meget aktivt i afviklingen af beredskabskontorets opgaver.

Det er beredskabskontoret, der tager imod sygemeldinger fra samaritter, og disse håndteres primært af assistenten, der i samarbejde med ansvarlig samarit forsøger at finde en erstatning og sørger for at videregive oplysningen til tiltrædende vagtleder.

Chauffør, minibus

Alle chauffører skal have gyldigt kørekort til kategori B. Man må kun føre køretøjer, man har fået en særskilt introduktion til i forbindelse med dette års festival (tilladelser fra sidste år er ikke længere gyldige).

Chauffør i en minibus, transporterer primært patienter fra samaritervagten til skadestuerne i Roskilde og Køge. Der kan også forekomme transport til andre skadestuer, herunder psykisk skadestue. Kræver gode relationelle kompetencer – og en vis glæde ved at køre bil, da der i nogle perioder køres en del ture.

En anden opgave er transport af akutteam til patienter på festivalpladsen, og transport af akutteam og patienter fra festivalpladsen til samaritervagten.

Chauffør, akutteam

Alle chauffører skal minimum være uddannet elev, og have gyldigt kørekort til kategori B.

Man må kun føre køretøjer, man har fået en særskilt introduktion til i forbindelse med dette års festival (tilladelser fra sidste år er ikke længere gyldige).

Det er ikke tilladt selvstændigt at aktivere eventuelle blå blink eller udrykningssignal, der er til stede på køretøjet. Dette må kun ske efter tilladelse fra beredskabskontoret.

Opgaven er at transportere akutteams til patienter på festivalpladsen og indre plads, og transport af akutteam og patienter retur til samaritervagten.

Mens akutteamet arbejder med patienten, er det chaufførens opgave at passe på køretøjet og at assistere akutteamet i det omfang, det er nødvendigt og muligt.

Køkkenmedhjælper

Køkkenets primære opgave er at sørge for forplejning til samaritter på vagt, samt levering af dette til samaritervagten og beredskabskontoret. Sekundært hjælpes der med madlavning til bespisning på skolen om aftenen.

Opgaverne for køkkenmedhjælperne er yderst vigtige, fordi vi bliver simpelthen alle gnavne og uduelige, hvis vi ikke får god mad at spise!

Fixit

Kræver gyldigt kørekort til kategori B.

Fixit udfører diverse forefaldende opgaver, både praktiske og logistiske. Opgaver kan f.eks. være levering af mad, afhentning og levering af udstyr og reparation af defekte bårer. Alle de opgaver som vi ikke forventer er nødvendige, men pludselig viser sig at være det.

Opgaveløsning planlægges i forhold til de udfordringer der er hver morgen, hvorfor det er yderst vigtigt at få meldt problemer til beredskabskontoret, som samler og videregiver dem hver morgen – gerne inden dagvagten går på.