Vagtoverdragelse vagtledere

Når der overleveres fra afgående vagtleder til tilgående vagtleder, er det vigtigt at følgende information gives videre:

  • Status på depot. Hvilke materialer er allerede i bestilling, hvilke skal bestilles. Henvis gerne til bestillingsseddel på tavlen.
  • Hvilke patienter ligger i vagten ved overlevering og hvor langt er de nået i behandlingen.
  • Events i løbet af vagten. Er der forhold som tilgående hold skal være opmærksom på. Enkelte journalister har fundet ud af, hvornår vi har vagtskifte, og benytter derfor lejligheden til at ”spørge” en gang til.
  • Ingen overløbere fra afgående hold. Sikkerhed fra begge vagtledere, at alle på afgående hold går hjem. Det er desværre ofte set, at personer fra afgående hold bliver og hjælper til i mange timer. På denne måde får vi en masse trætte samaritter, hvilket i sidste ende kan være en fare for patientsikkerheden. I tilfælde af behov for ekstra ressourcer for tilgående hold meddeles dette til 00. Det kan være, hvis afgående vagtleder siger, at tilgående ikke vil ”overleve”, hvis ikke der er et ekstra akuthold. Det skal være klart, hvem der bliver og hvor længe der er brug for dem.
  • Status på rengøring. Hvert hold har ansvar for at holde vagten rengjort. Specielt om aftenen kan presset på vagten godt umuliggøre gulvvask og anden rengøring, dog skal der som minimum tømmes skrald. Natholdet skal sørge for, at gulvet bliver vasket og borde og overflader bliver rengjort og afsprittet inden morgenholdet møder ind.
  • Tilgående vagtleder præsenterer sig selv for vagthavende læge og sygeplejersker. Vær opmærksom på, at læger og sygeplejersker kan have andre tidspunkter for vagtskifte end os.